Ordet "powwow" stammer fra algonkin-indianernes sprog, hvor ordet "pau-wau" betød en sammenkomst af medicinmænd eller åndelige ledere. Efterhånden er powwow blevet en almen betegnelse for en sammenkomst, både blandt indianere og ikke-indianere. Dog kaldte prærieindianerne i gamle dage sådanne dansesammenkomster for "Omaha Dances" og betegnelsen powwow blev først taget i brug langt senere.

Krigerforbund og Omaha-dans
Det vides ikke med sikkerhed, hvordan eller hvor powwow-traditionen begyndte. Højst sandsynligt rækker rødderne 100 år tilbage til de typer danse, der tilhørte prærieindianernes krigerforbund (warrior societies) og derfor afspejler mange af dansene scener fra krigs- og jagttogter og afspejler stolthed over stammens bedrifter. Disse krigerforbund fandtes hos mange forskellige stammer både på den nordlige og den sydlige prærie.

Powwow-dansen kaldes også "Grass Dance" og "Omaha Dance", da mange af de oprindelige danse menes at stamme fra ponca- eller omaha-stammen. Omaha-stammen havde et krigerforbund kaldet "the Omaha Society", hvor medlemmerne og deres familier dansede for at opnå beskyttelse, før mændene drog i krig. Disse "Omaha Dances" inkluderede særlige dragter, danse, giveaways (uddeling af mange gaver) og fællesspisning, som alle stadig er centrale dele af nutidens powwow. Oprindeligt havde Omaha-dansen flere religiøse islæt og hele ceremonien blev afsluttet med en "Kettle Dance" hvor de mandlige dansere dramatisk overvandt fjenden symboliseret ved en gryde med kogt hundekød. Traditionen med "Kettle Dance" ophørte i starten af 1900-tallet. I løbet af 1860'erne bredte Omaha-dansen sig til mange andre stammer som købte eller fik overgivet rettigheder til at udføre disse danse og danne nye krigerforbund kaldet Omaha Societies og Grass Dance Societies. Oprindeligt var det kun tilladt for krigsveteraner at danse, men da alle mænd blev henvist til reservatlivet og Omaha-dansen blev forbudt, begyndte de gamle mænd at tillade at også de yngre mænd deltog i dansen selvom de ikke var veteraner.

Fra 1878 boede næsten alle indianerne på reservater, og dansen blev en af de få adspredelser fra en triviel hverdag. Mod slutningen af 1800-tallet var det populært på mange reservater at fejre søn- og helligdage og andre amerikanske mærkedage, såsom uafhængigheds-dagen d. 4. juli, med sang og dans og giveaways. Mange missionærer på reservaterne var bekymrede da de anså indianernes sang og dans for hedensk og i pagt med djævelen, og giveaways var det værste, for indianerne kunne aldrig blive gode bønder og gode borgere, hvis de blev ved med at give deres ejendele bort.

Wild West shows
Buffalo Bill Cody og hans Wild West show var fra 1883 også med til at påvirke indiansk dans, bl.a. ved at give Omaha-dansen et mere "spændende" navn, nemlig krigsdans (war dance), og de indianere der var med til at optræde over hele USA og Europa opfandt nye og hurtigere dansetrin til ære for publikum. Der opstod adskillige andre Wild West shows og mange indianere fik mulighed for at komme væk fra reservatet en tid og se den hvide mands verden, f.eks. var der i 1889 omkring 200 unge lakota-mænd fra Pine Ridge reservatet, som var ansatte ved forskellige Wild West shows.

Kvindernes rolle i sangen og dansen
Traditionelt set var det mændene hos prærieindianerne, som udførte de fleste sange og danse, men kvinderne hos prærie-indianerne har altid danset, også før reservatperioden og før der fandtes powwows. Udover Omaha-dansene var der mange andre religiøse og sociale danse, hvor kvinderne deltog, og de spillede også en vigtig rolle i de hjemvendte krigeres sejrs- og skalpedanse (Victory and Scalp dances). Dog tillod de fleste krigerforbund (warrior societies) ikke kvindelige dansere ved deres egne sammenkomster, så her var kvinderne tilskuere og sangere og sørgede for maden.

Når kvinderne deltog i dansene, stod de i udkanten af dansearenaen og dansede på stedet med samlede fødder fladt på jorden, mens de bøjede op og ned i knæene og anklerne på en glidende og elastisk måde i takt med trommerytmen. Først i starten af 1950'erne begyndte de traditionelle kvindelige dansere for alvor at danse inde i selve dansearenaen, hvor de gik rundt i ydercirklen med rank ryg og små, næsten umærkelige tå-hæl trin. Kvinderne på den sydlige prærie (Oklahoma) har en længere tradition for at danse inde i dansearenaen end f.eks. sioux-stammerne fra den nordlige prærie.

Når kvinderne sang, stod de på række bag mændene og sang en oktav højere. En kvinde kan overdøve 10 mandlige sangere, så det krævede mod for en kvinde at stille sig op og synge. Blandt nogle af krigerforbundene inviterede man de bedste kvindelige sangere til at komme og synge bag ved mændene.

De forbudte trin
I 1883 blev soldansen, krigsdansen og relaterede ceremonier forbudt, hvilket inkluderede Omaha-dansen og giveaways. Det satte en stopper for soldansen i mange år, men kontrollen med Omaha-dansen var knap så striks og dansene blev holdt i live i hemmelighed i afsidesliggende områder på reservaterne, og af og til blev det stadig tilladt at fejre d. 4. juli med dans. Katolske og protestantiske missionærer begyndte at afholde alternative kirkemøder omkring d. 4. juli for at modvirke den ødelæggende indflydelse fra disse indianske danse. Agenterne på reservaterne misbilligede også rekrutteringen af de mange dansere til Wild West shows, og forsøgte indimellem at bremse udstedelsen af arbejdstilladelser til indianske dansere til disse shows.

Omkring århundredeskiftet var Omaha-dansens popularitet faldende, især blandt unge indianere, som voksede op på kostskoler med amerikansk uddannelse og værdier. Man forsøgte også at forhindre indianere under 50 år i at deltage i dansene, mens det blev tålt at de ældre generationer holdt fast i de gamle traditioner. Det var ikke længere forbudt at optræde med indiansk dans udenfor reservaterne, men forbudet var stadig gældende på reservaterne, om end der på mange reservater blev set igennem fingre med at der blev afholdt danse.

Fra slutningen af 1880'erne og i begyndelsen af 1900-tallet begyndte grupper af indianske dansere at optræde udenfor reservaterne på de lokale bønders årlige markedsdage (fairs) - de optrådte med krigsdans og fingerede overfald på landsbyerne mod betaling. Agenterne på reservaterne adopterede ideen med markedsdage og arrangerede dyrskuer med præmier i håbet om at opmuntre indianerne til at interessere sig mere for kvægopdræt og agerbrug. Men til deres skuffelse sneg Omaha-dans og giveaways sig alligevel med på programmet. For at forhindre danseglade indianere i at besøge nabostammerne på deres markedsdage, sørgede man f.eks. i 1913 for at lægge alle markedsdage på sioux-reservaterne på den samme dag.

1. verdenskrigs betydning
1. verdenskrig betød en opblomstring for Omaha-dansen og giveaway traditionen. De hjemvendte soldater blev fejret og æret som krigsveteraner ligesom i de gamle dage før reservaterne og gamle danse fik nyt liv - nu handlede sangene og dansene om amerikanerne og tyskerne der kæmpede mod hinanden. I 1921 blev det rapporteret at omkring 100 heste var blevet givet bort ved giveaways under 4. juli festlighederne. Denne praksis med dans og giveaways underminerede arbejdet med at assimilere indianerne og flere gange i løbet af 1921-1923 blev stramninger forsøgt gennem lovgivning og bedre kontrol, f.eks. at der ikke måtte danses indenfor den periode hvor markerne skulle dyrkes og kun én gang om måneden resten af året, og at kun indianere over 50 år måtte danse og synge. Alligevel blev der stadig holdt Omaha-danse endda med dansekonkurrencer.

Det moderne powwow
Først omkring 1934 blev Omaha-dansen igen tilladt. I løbet af 1930'erne og 1940'erne begyndte mange stammer at dele deres traditioner og mødes på tværs af stammeskel (på dette tidspunkt havde mange stammer mistet deres egne traditionelle danse). På denne måde voksede powwow-traditionen langsomt frem og den dag i dag æres militærveteraner ved alle powwows, og alle nationale mærkedage og helligdage fejres på powwow-manér.

Oprindeligt blev powwows afholdt på reservaterne, men i løbet af 1950'erne begyndte powwows at blive stadig mere udbredte også udenfor reservaterne. Specielt i løbet af 1960'erne voksede den indianske identitet og stolthed frem blandt aktivister fra storbyerne, og det var i løbet af disse år at det moderne powwow tog sin nutidige form. Kvinderne kom mere ud på dansegulvet og de forskellige dansestilarter blev defineret og delt op i kategorier og man begyndte at afholde store dansekonkurrencer med pengepræmier. I dag spiller sang- og dansekonkurrencer en lige så stor rolle som de mere traditionelle og ceremonielle begivenheder (specials), hvor en familie træder frem og sponsorer æresdanse og giveaways og serverer mad til alle. Man vil ofte se at en familie sponsorerer en særlig dansekonkurrence for en bestemt dansestil og aldersgruppe, f.eks. for at ære en datter eller søn, som danser netop den stilart.

I midten af 1900-tallet var der meget få kvindelige sangere tilbage - de unge kvinder var ikke interesserede i at lære at synge eller turde ikke synge alene. F.eks. var Nellie Two Bulls fra oglala-stammen på Pine Ridge reservatet en af de ganske få kvindelige sangere som holdt traditionen i live indtil 1980'erne, hvor der opstod en ny bølge af interesse blandt de unge indianere for deres egen kultur. I dag findes der mange kvinder som synger, og i 1990'erne begyndte man at se enkelte kvinder sidde med ved trommen blandt mændene - men man ser stadig kun ganske få kvinder der gør det og kun blandt de nordlige stammer. Også antallet af mandlige sangere og trommegrupper er større i dag en nogensinde før.

Gammelt og nyt smelter sammen
Dansedragterne har også ændret sig løbende. Efterhånden blev nye amerikanske beklædnings- og pyntegenstande tilpasset de traditionelle indianske dragter, f.eks. begyndte danserne at bruge bukser og skorter og langærmet undertøj sammen med dansedragten i stedet for nøgen hud med kropsbemaling. Dragtmoden ændrer sig stadig - et år var selvlysende farver moderne, et andet år var det "cool" at danse med solbriller, og i dag laver flere og flere dansere research for at lade sig inspirere af eller genskabe dele af de gamle dragter.

Mange af de oprindelige religiøse ritualer er forsvundet fra Omaha-dansen og gamle traditioner har tilpasset sig de nye tider. Men væsentlige traditioner er bevaret helt op til i dag, bl.a. den gavmildhed og det udtryk for broderskab som ligger bag traditionen med giveaways samt den dybe respekt for de gamle dyder: man ærer krigsveteraner og de unge mænd og kvinder som melder sig ind i hæren, man tiljubler de stærke atletiske dansere der udviser udholdenhed og styrke, man beundrer dem der er dygtige til håndarbejde og laver smukke dragter og smykker. Og frem for alt er sang- og danseglæden stadig stor og er med til at styrke den indianske identitet på tværs af stammer og landegrænser.

Kilder og information om powwow-historie