Man kan bruge alle farver og alle typer af stof til sin kjole, det er kun fantasien der sætter grænser. Har man valgt noget meget tyndt eller levende stof, er det en god idé at forstærke det med et stærkere stof eller sømbånd på bagsiden, især dér hvor kræmmerhusene skal sys på. Kræmmerhusene bevæger sig meget under dansen og kan sidde i klemme i en stol eller lign., så de skal sys godt fast. Ellers begynder de hurtigt at falde af.
Patchwork som dekoration
I dag er jingle-kjolerne rigt dekorerede med patchwork i kunstfærdige mønstre og stærke farver. Det er typisk overdelen, hofterne og den nederste kant på nederdelen, som bliver dekoreret med patchwork. Igen er det kun fantasien der sætter grænser. Når man syr patchwork på sin kjole, er det en stor hjælp at bruge strygepapir med lim på den ene side. Man tegner mønsteret for hver enkelt farvelag af på papir, stryger papiret fast på bagsiden af stoffet og klipper mønsteret ud. Herefter kan man trække papiret af så kun limen bliver siddende, og nu kan man stryge stoffet fast på kjolen, lag efter lag afhængig af det mønster man har valgt. Til sidst siksakkes kanterne, så de ikke trævler. Enkelte dansere maler deres mønstre på kjolen med stofmaling, men patchwork er mest udbredt.
Mht. stammetilhørsforhold er de fleste jingle-kjoler neutrale, dog vælger nogle dansere at sy stammens traditionelle mønstre i patchwork som dekoration på deres kjole.
Man kan også nøjes med at pynte kjolen med rækker af silkebånd, satinbånd eller med siksakvævet bånd (rick-rack hedder det på engelsk). Disse bånd bruges først og fremmest til at dække og fremhæve den øverste kant på rækkerne med metalkræmmerhuse.
Tre eksempler på jinglekjoler. Den sidste har en vest som overdel. Den midterste har chainettefrynser på nederdelens nederste kant.
Kjolens snit
Man kan lave snittet på en jinglekjole på mange måder og moden skifter jævnligt. I dag er det moderne med lidt vidde i skørtet, pufærmer og og med kjoler syet ud i ét. For ca. 10 år siden, i starten af 1990érne, blev mange kjoler syet i flere dele med et skulderslag udenpå en skjorte, og med to løse forklæder udenpå et underskørt, eller som en slags aflang poncho over en underkjole. Disse kjoler er ikke moderne mere og ses yderst sjældent, bortset fra det runde skulderslag, som især kendetegner Ojibway-stammen. I de seneste år er korte veste blevet populære. Vestene er enten perlebroderede eller dekorerede med patchwork. Mange unge piger bruger nu korte ærmer på kjolerne, men traditionelle dansere foretrækker lange ærmer, som mindst når ned over albuen.
Kjolens nederdel består ofte af to skørter, så man kan trække det yderste skørt med alle metalkræmmerhusene op over hoften, når man skal sidde ned. Hvis kjolens design gør det muligt, kan det inderste skørt have fuld længde og bruge den nederste række af metalkræmmerhuse som kant, mens yderskørtet stopper længere oppe med den næstnederste række kræmmerhuse som kant. Dette er muligt ved de første to modeller ovenfor og gør det lettere at trække yderskørtet op. Mht. længde er det vigtigt, at kjolen når halvvejs ned ad skinnebenet, så nederdelen ikke stumper og så man ikke viser for meget ben når man danser.
Lynlåsen sidder foran på kjolen, hvor den dækkes af smykker, hair ties og bælte (bæltet lukkes også foran). Lynlåsen kan enten nå ned til brystet eller helt ned til taljen, men sjældent længere.
Halsåbningen bør være så lille som muligt, så man ikke kommer til at vise for meget af nakken. Nogle dansere tager et halstørklæde på, som stikkes ind under kjolen bagpå for at skjule nakken. Foran ligger tørklædet udenpå kjolen men under det perlebroderede halssmykke, som er moderne nu.
Metalkræmmerhusene (Jingle Cones)
De første jinglekjoler havde nogle få rækker af meget små og meget smalle metalkræmmerhuse syet på kjolen. Men da jinglekjolen blev populær igen i 1980'erne, blev metalkræmmerhusene lavet af låg fra snustobaksdåser af mærket CopenhagenTobacco, som gav nogle store og mere kegleformede kræmmerhuse. I dag er låg fra Copenhagen mere sjældne og der findes andre mærker på markedet. Sølvfarvede låg er mest poplulære, men enkelte dansere bruger guldfarvede låg.
Når kræmmerhusene sys på kjolen skal de sidde så tæt, at de næsten rører hinanden. Et metalkræmmerhus er ca. 6-7 cm langt og har en diameter på ca. 2 cm, så regn med 2½ cm bredde for hvert kræmmerhus. Man kan købe færdigrullede metalkræmmerhuse eller man kan købe låg, som man selv ruller. Først skal man klippe kanten af låget med en kraftig saks ( husk handsker, da lågene får skarpe kanter). Dernæst tager man en spidstang (eller en særlig kræmmerhusformet metalstang med en slidse i) og ruller låget til et kræmmerhus med en lille åbning i den smalle ende.
Før man kan sy kræmmerhusene på stoffet, trækkes et smalt stykke kantebånd med en knude i den ene ende igennem kræmmerhuset, så man får et 2-3 cm stykke bånd, der stikker ud for oven. Det er bedst at bruge kantebånd af bomuld, da silkebånd er for glat og nemt kan rives af kjolen. Når kantebåndet er trukket igennem, klemmes kræmmerhuset sammen for oven om kantebåndet, så knuden ikke kan komme igennem hullet. Så er de klar til at blive syet fast på kjolen.
Det er lettest at sy patchwork og metalkræmmerhuse på kjolen, før de forskellige dele sys sammen, så man har flade stykker stof at arbejde på.
Patchwork eller andre dekorationer sys først på kjolen. Brug strygepapir med lim på den ene side til at styre mindre stykker stof. Det er nemt at siksakke kanterne, når stoffet er strøget fast på underlaget.
Når kræmmerhusene sys på og dækkes af silkebånd, skal der være 1½-2 cm frit kantebånd mellem kræmmerhusets top og stingene, så kræmmerhusene kan bevæge sig.
For at være sikker på at metalkræmmerhusene ikke falder af under dansen, anbefales det at sy dem fast to gange: Tegn en streg på stoffet, hvor rækken af metalkræmmerhuse skal hænge og sy kræmmerhusene fast én for én (sy gerne frem og tilbage over kantebåndet et par gange). Derefter dækkes enderne og sømmene på kantebåndene med et silke- eller satinbånd, hvorved kræmmerhusene får endnu en syning lidt længere nede.
