Mænd: Northern Traditional

Northern Traditional er en af de ældste stilarter. Både dansedragt og dansetrin har rødder tilbage til Sioux-stammens traditioner (old-time Sioux) som de var på indianerreservaterne fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1940’erne. Når krigerne vendte tilbage fra jagt- eller krigstogter gengav de deres oplevelser gennem dansen. Dansen og dragten har ændret sig betydeligt siden midten af 1900-tallet og hver danser har sin egen personlige stil, men danserne imiterer stadig præriehønen og andre dyr i deres bevægelser og simulerer scener fra jagt og krig, hvor krigeren spejder efter sit bytte eller sin fjende.

Dragten
Dansedragten hos en Northern Traditional danser afspejler prærie-indianeren som kriger og jæger. Mange dansere bærer skjolde, stave og symbolske våben som økser og spyd i hænderne, og hovedbeklædningen består af en krone af dyrehår kaldet en "roach", som tidligere blev båret af krigere. Enkelte dansere bærer en fjerprydelse af ørnefjer. Bagpå over lænden bærer danserne en cirkelformet krans af fjer kaldet en "bustle". Desuden afspejler dansedragten prærieindianerens nære tilknytning til naturen, idet dragterne er dekorerede med fjer, farvede pigge fra hulepindsvin (porcupine quills), muslingeskaller, hestehår, hjorteskind, odderskind, ulveskind, samt horn, tænder og ben fra forskellige dyr. Nogle dansere maler deres ansigter og valg af farver og design er oftest meget personlig, så det er ikke kutyme at kopiere en anden dansers ansigtsmaling eller andre dele af dragten.

Dansene
En Northern Traditional danser skal kunne beherske de følgende typer danse:
- NorthernTraditional
- Sneak-up
- Crow Hop (Stomp Dance)


Forskellige stilarter indenfor Northern Traditional
Powwow-danse og dragter udvikler sig hele tiden, og nye katergorier og underkategorier komme til. Indenfor mændenes Northern Traditional skelner man mellem dem, der danser traditionelt og dem der danser Contemporary Traditional (moderne eller nutidig traditionelt). De der danser almindelig traditionel er tættere på den oprindelige stil og danser roligt, behersket og stateligt. Af og til ser man dansere i dragter magen til dem deres forfædre bar (Old-time style), men det er sjældent. De der danser den moderne traditionelle dans bruger flere, større og hurtigere bevægelser i dansen og deres dragter er kendetegnede ved moderne mønstre, mange ørnefjer, lange frynser og meget perlearbejde og danserne bruger ofte kraftfuld ansigtsmaling. I de to rækker med fotos ovenfor er de traditionelle dansere vist til venstre og de moderne traditionelle dansere til højre.

Chicken Dance og Round Bustle Dance
To andre traditionelle stilarter, som har bredt sig fra hhv. Canada og det nordvestlige USA, er Chicken Dance (præriehønedans) og Round Bustle dansene. Disse danse er blevet stadig mere populære gennem de seneste 8-10 år og der er nu så mange dansere, at de ofte får deres egen kategori ved dansekonkurrencerne i stedet for at blive lagt sammen med de andre traditionelle dansere. Begge danse har rødder tilbage i tiden og selve dragterne har meget tilfælles med de dragter, som danserne brugte i begyndelsen af 1900-tallet. Den væsentligste forskel på dragterne for Chicken Dance og Round Bustle Dance er "bustlen", som sidder over lænden på dansernes ryg. Ved Chicken Dance består bustlen af mange små fjer, der danner en halvkugleform. Ved Round Bustle Dance er bustlen en flad cirkel, som ligner en almindelig bustle, bortset fra at den er mindre og fjerene når hele vejen rundt (en almindelig bustle har en åbning øverst i kransen af fjer). Desuden kendetegnes danserne ved, at de bærer lange fasanfjer og farvede dun på hovedet i deres roach i stedet for ørnefjer.


Chicken Dancer Round Bustle Dancer