Mænd: Grass Dance

Grass Dance (græsdans) er en meget populær stilart i dag. Grass-danserne siges at immitere præriegræssets bølgende og svajende bevægelser. Danserne glider smidigt henover dansegulvet i små cirkler, mens de stamper et mønster med den ene fod, som de for det meste gentager med den anden fod.

Selvom dansen virker meget moderne har den rødder tilbage til gamle traditioner fra stammer fra den nordlige prærie omkring grænsen mellem USA og Canada. Det ligger ikke helt fast, præcis hvor dansen stammer fra, og der findes forskellige beskrivelser af dansens oprindelse. Nogle siger at Grass-dansen stammer fra unge mænd, som bandt græstotter eller flettet græs (sweetgrass) fast i bæltet når de havde til opgave at trampe præriegræsset fladt, så folk kunne komme til at danse. Dette forklarer også mange af dansens trampende bevægelser. Andre mener at dansen kommer fra krigerselskaber (warrior societies) fra stammer på den nordlige prærie, muligvis fra Omaha-stammen. I 1980'erne fik Grass-dansen en genopblomstring og bredte sig hurtigt til alle stammer.


Dragten
Dansedragten hos en Grass-danser er dekoreret med lange frynser af garn både tværs over skuldrene og ved benene, og frynserne vajer som græs i vinden når de danser. Sammenlignet med de andre mandlige stilarter bærer Grass-danserne næsten ingen fjer og har ingen "bustle" (krans af fjer) på ryggen. Perlebroderede pandebånd med en medallion foran og nedhæng ved tindingerne er meget brugt, ligesom perlebroderede bælter og brede perlebroderede bånd der hænger foran fra skuldrene og ned. Danserne har desuden store runde bjælder omkring anklerne.

Dansene
En Grass-danser skal kunne beherske de følgende typer danse:
- Grass Dance
- Crow Hop (Stomp Dance)